Pisserenden – øl, kærlighed og gode historier
Information
Har du en større gruppe, så kontakt os for tilbud
Pisserenden - gode historier står i kø
Hvor ligger egentlig Københavns mest farverige kvarter? Svaret er selvfølgelig Pisserenden. Ja, navnet lyder måske ikke ligefrem indbydende. Alligevel gemmer gaderne Vestergade, Larsbjørnsstræde, Larslejstræde, Teglgårdsstræde og Studiestræde på nogle af de bedste historier, København kan byde på. Her finder du middelalderens gadenet, spor efter byens største katastrofer, gamle kroer, ølbryggere, brændevinsbrændere, studerende, prostituerede, videnskabsmænd, telefonpiger og en forelsket kineser. Kort sagt: hele København samlet på få gader.
I dag er Pisserenden et af byens mest populære kvarterer med caféer, restauranter, små specialbutikker og masser af liv. Men lige under overfladen lurer historier om øl, snaps, kærlighed, kriminalitet, sygdom, videnskab og mennesker, der satte deres præg på København. Vi begynder, som de fleste rejsende gjorde gennem flere hundrede år. Gennem Vesterport kom bønder, handelsfolk, soldater og eventyrere ind i byen. Vestergade var datidens hovedgade, og allerede få skridt fra byporten lå gæstgiverierne skulder ved skulder. Tre Hjorter, Gardergården, Skibet og Vinkanden tog imod de rejsende med mad, øl og en seng – hvis de ellers kunne betale.
Dengang var Nørre Kvarter alt andet end mondænt. Omkring halvtreds bryggergårde bryggede øl, næsten lige så mange brændevinsbrændere fremstillede snaps, og kvarteret summede af håndværkere, studerende, hestevogne og et livligt natteliv. Luften har næppe duftet af syrener.
Kom med på en byvandring fyldt med grin, gode fortællinger og overraskende historiske detaljer. For Pisserenden er meget mere end sit navn – den er et af de steder, hvor Københavns historie stadig kan opleves, lige dér hvor den fandt sted.
Fest, homoer og øl
Pisserenden var det ubetingede festkvarter. Men der var også prostitution. I årtier var Teglgårdsstræde kendt som Københavns prostitutionsgade med vinduesprostitution. Restauranter som Husmanns i Larsbjørnsstræde og Mandalay i Teglgårdsstræde havde en usædvanlig regel: Kvinder uden mandligt følge havde ingen adgang. Ikke fordi kvinder var uvelkomne, men fordi restauratørerne ville forhindre, at prostituerede fandt kunder blandt gæsterne. Først i 1981 forsvandt den regel hos Husmanns.
Vi fortæller også historien om de homoseksuelle mænd, der fandt et sjældent frirum i kvarterets restauranter og barer længe før omverdenen var klar til at acceptere dem. Pisserenden har altid været et sted, hvor mennesker, der ikke helt passede ind andre steder, kunne finde deres egne fællesskaber.
Der er også historier om sygdom og overlevelse. Da koleraen ramte København i 1853, blev netop dette kvarter hårdt ramt. Kloakker fandtes ikke, køerne stod i baggårdene, og rendestenene var fyldt med affald. Epidemien blev et vendepunkt og førte til de store sanitære forbedringer, som gjorde København til en langt sundere by.
Og naturligvis skal vi tale om øl. Nørre Kvarter var også et bryggerkvarter. Det lå højt og havde bedre vand. Så det var i Teglgårdsstræde den første danske pilsner blev brygget. Carlsberg kommer vi heller ikke udenom. Rivaliseringen mellem små bryggerier og de store navne som Carlsberg er en historie om innovation, konkurrence og godt købmandskab.
Og så er der selvfølgelig navnet Pisserenden
Før København fik kloakker, løb affald, regnvand og urin gennem de åbne render i gaderne. Herfra stammer navnet Pisserenden. Men historien stopper ikke dér. Faktisk fortsatte københavnerne med at bruge portene som offentligt toilet langt op i 1900-tallet.
Vi går gennem et kvarter, hvor næsten hvert eneste hus har oplevet dramatiske begivenheder. De store bybrande i 1728 og 1795 ændrede Pisserenden for altid, og flere steder kan vi stadig se sporene. En kanonkugle fra englændernes bombardement i 1807 er traditionen tro muret fast i en husmur og fortæller om Verdenshistorien første terrorbombardement af en civilbefolkning.
Tusind tak for et virkelig godt arrangement. Vi har fået stor ros med hjem, og deltagerne var meget begejstrede for turen. Dit engagement og den energi, du lagde i fortællingerne, løftede oplevelsen markant. Det gjorde hele vandringen både levende og inspirerende. Tak for en stærk indsats og en memorabel oplevelse. Det bliver bestemt ikke sidste gang
Historier om mennesker
Det er menneskene, der gør Pisserenden levende. De mennesker, der har boet i husene og gået i gaderrne. H.C. Andersen tilbragte sin første nat på Gardergården i Vestergade. H.C. Ørsted opdagede ikke blot elektromagnetismen, men berigede det danske sprog med ord som ilt, ildsjæl og brugskunst. Hør den ultimative kærlighedshistorie mellem den kineseren San Wung-Sung og københavneren Ingeborg Danielsen. Vi vinker til telefonistinderne, der skulle være ugifte, sædelige og have præstens anbefaling for at få lov til at forbinde københavnernes telefonsamtaler.
Tusind tak for byvandringen i torsdags. Vi har simpelthen fået så mange tilbagemeldinger fra folk med ros til guiderne!
populære ture & aktiviteter
Lad dig inspirere af andre fortællinger
Kundeudtalelser
Det siger vores glade og tilfredse kunder
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vi sender nyhedsbrev ud løbende. Vi fortæller om vores arrangementer, sjove anekdoter og skæbnefortællinger fra vores ture.
