fbpx
Navigation Menu+

Har du nogensinde hørt om Skt. Skadeaften?

KONTAKT NU
Byvandring i København om hekse

Skt. Skadeaften

Det er faktisk dagen i dag – onsdag i påsken. Tilbage i tiden mente man, at heksene var særligt aktive her aftenen før Skærtorsdag. I folkemunde kaldte man dagen Skt. Skadeaften, fordi man mente, at heksene fløj til heksemøde sammen med skaderne. Derfor så man aldrig en skade på himmelen efter kl 16. På heksemødet blev skaderne lagt på ryggen, mens heksene drak af deres gumper.

Hvis man gerne ville se heksene flyve forbi, kunne man lægge sig under en rive eller harve. Men tænderne skulle vende opad, for ellers var der en risiko for, at heksene forvandlede en til en hest, som de så red til heksemødet på!

Undgå problemer!

På Skt. Skadeaften måtte man lave flere foranstaltninger for ikke at rende ind i problemer.
Man tog gæssene ind i huset, så heksene ikke stjal dem.
Man fjernede alle redskaber, som heksene kunne bruge som transportmidler – fx rager til de udendørs bageovne. Hvis en heks tog den, ville man få dårligt brød året igennem.
Og så satte man ‘stål’ i alle døre og på markerne, fordi jern kan jage dæmoner væk.

Heksemødet var ovre igen Skærtorsdag, hvor heksene gik i kirke som almindelige folk. Hvis man ville finde ud af, hvem i ens landsby, der var heks, kunne man med i kirke have et hønnikeæg i lommen. Et hønnikeæg er det første æg, en høne lægger. Med sådan et i lommen kunne man se de af byens kvinder, som var hekse, for de ville sidde med forskelligt husgeråd på hovedet, fx gryder, pander eller spande.

Afbrænding af hekse

Hekse har gennem århundrede fyldt en del i Danmark. I periode fra 1540 – 1693 – altså efter Reformationen måtte mellem 1000 til 2000, hovedsageligt kvinder, lade livet, fordi de blev beskyldt for at være hekse. Heksetroen fungerede som en slags syndebuk i et samfund, hvor hverdagen ofte var hård og fattig. Den sidste officielt dømte heks var Anne Palles, som blev halshugget og brændt d 4. april 1693.

Danmark er faktisk det eneste land, som stadigvæk brænder hekse på bålet, nemlig på Skt. Hans aften. Vil du vide mere om hekse, så fortæller vi om dem på mange af vores byvandringer i Indre By. Vælg en tur, der passer dig, og hør de gode historier.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så holder vi dig opdateret med nyt og gammelt i København, samt nye ture og aktiviteter.

Vi sender nyhedsbrev hver anden måned.

Tak for din tilmelding. Husk at klikke på linket i bekræftelsesmailen du modtager om lidt.

Share This