fbpx
Navigation Menu+

Jazz i København

Det jazzede København

Jazzen kom til Danmark i løbet af 1920’erne fra Amerika. Dengang blev det betragtet som “smagsløs gøgl og naiv kultur fra fremmede lande”. Og det skabte stor forargelse, da den amerikanske sangerinde Josephine Baker tilbage i 1928 dansede topløs rundt i København med et bananskørt svingende om hofterne. Borgerskabet mente, det var dybt upassende! Men Poul Henningsen, også kendt som PH, var begejstret og skrev i Politiken: “Hvis naturlighed kunne læres, ville mødrene sende deres unge piger til Josephine Baker”. Datidens jazz-entusiaster havde nok næppe troet, at den eksperimenterende og eksotiske musik ville slå rod i Danmark. I dag blomstrer jazz-scenen i et væld af stilarter lige fra eksperimenterende til elektronisk, og mange slags kan høres under ugens jazzfestival.

Oprør mod småborgerligheden

På grund af jazzens eksotiske lyd og mørke musikere havde musikken svært ved at bryde igennem til den borgerlige klasse, hvor klassisk musik og danske sange var det rigtige.
Racismen tydelig. Tænk for eksempel på karikaturen af den mørke mand i Tintin i Congo. Borgerskabet ville ikke kendes ved denne nye form for musik. Trods verbale nedgørelser og racisme bliver Dansk Jazzmusik-Forening oprettet i 1931 af energiske ildsjæle, og derfra spredte musikken sig fra København og ud i landet. Musikken blev set som et symbol på forandring og nye tider, og de kulturradikale talte varmt for jazzen, som oprør mod småborgerligheden.

Internationale stjerner

I løbet af 1930’erne fik Danmark besøg af flere store jazzmusikere, blandt andet Louis Armstrong, der i 1933 blev modtaget af flere tusinde fans. Han beskriver oplevelsen i sin første selvbiografi: “Jeg tror, det var den største velkomst, i antal af mennesker, jeg nogensinde har fået… Man skulle have troet, at jeg var en slags nationalhelt for dem”. Folk var vilde med jazz, men under 2. Verdenskrig satte tyskerne en stopper for importen af udenlandske plader og koncerter. Det satte dog gang i den danske jazzkultur, som blomstrede op, fordi det blev et udtryk for frihed og modstand mod besættelsen. Af den tid udspringer blandt andre Leo Mathisen, Svend Asmussen og Kjeld Bonfils.

Efter et dyk i efterspørgslen kommer bebop-jazzen til Danmark i slut 40’erne med Dizzy Gillespies og Don Redman, i løbet af 50’erne begyndte man at eksperimentere endnu mere og i 1959 udkommer Miles Davis med en avantgarde type jazz på pladen “Kind of Blue”. Selvsamme Miles Davis modtog Sonnings Musikpris i København i 1984 og indspillede efterfølgende pladen “Aura” skrevet af Palle Mikkelborg sammen med DR Big Band og andre solister. Hør pladen her.

Café Montmartre

Fra 1959-1976 var Café Montmartre et epicenter for dansk og international jazz. To af datidens store internationale jazzstjerner Oscar Pettiford og Stan Getz trak store musikere til og caféen som fx Dexter Gordon, Ben Webster, Thad Jones og Ed Thingpen, som ofte blev i byen i måneder. Af danske stjerner, som er vokset ud af cafeens rytmer er Niels-Henning Ørsted Pedersen (eller NHØP, som han også blev kaldt), Axel Riel, Palle Mikkelborg og mange flere. Musikchefen for Montmartre, Niels Christensen, beskriver tiden som: “Alting eksploderede i de år!

Selvom jazzen blomstrede og fusionerede med andre stilarter, måtte Montmartre lukke i 1976 på grund af dårlig økonomi, men det åbnede igen et par måneder senere – denne gang på Nørregade. På dette sted blev der spillet alt fra avantgarde jazz til dansk rock med Tøsedrengene. Også dette sted lukkede i 1988, mens det nuværende Copenhagen Jazzhouse åbnede i 1991 på Niels Hemmingsens Gade.

Copenhagen Jazz Festival

Siden 1979 har der hvert år været afholdt jazzfestival i København med et væld af koncerter rundt om i byen. Det er både i offentlige parker, på jazzklubberne, på Christiansborg Ridebane, i kirker, på cafeer og mange andre steder. Det er en helt unik måde at bruge byens mange faciliteter på, og hvis du skal bare til et par koncerter, kan det være, at du kommer rundt på steder og cafeer, som du normalt ikke ville besøge. Det er samtidig, hvad vi prøver ved Københavnerture. Vi vil vise dig det København, som du ikke har oplevet eller hørt om før. Hvis du får lyst til anderledes guidet byvandring så tjek vores hjemmeside eller giv os et kald. God jazzfestival til alle – også dig, der lytter med via radioen. Se hele festivallens program her

Artiklen er skrevet med inspiration fra Christian Munch-Hansen og Jazzdanmark.dk